webmaster

 

  Foto © Kurt Christensen

 

Broussard Club France    

 

 

 

 

   

 

   

 

          Endelig oprandt dagen hvor Brousarden skulle hentes hjem fra Ungarn. Det havde nu også trukket noget ud, mere end 3 måneder faktisk. Ungarn er jo også et gammelt østland så det burde vel ikke overraske.

 

          Egon, som jo købte flyet, kørte i januar til Veszprem i Ungarn sammen med Allan for at tage flyet i nærmere øjesyn. Turen endte med at der blev skrevet købsaftale og depositum blev betalt. Flyet stod på det tidspunkt til vinteropbevaring på Veszprém - Szentkirályszabadja  (LHSA) som er en nedlagt militær lufthavn ca. 120 km. sydvest for Budapest. Lufthavnen bestyres af et lokalt firma ved navn Hidroplan Nord Kft. som opererer diverse fly, hovedsagelig helikoptere, som bruges til taxi og vip flyvninger bl.a. til formel-1 på Hungaroring. Det er også det lokale flyværksted som bl.a. vedligeholder Broussarden, eller opererer som det hedder hernede.

          I Ungarn kører tingene ikke som vi kender det herhjemme fra. Dernede har ejeren af flyet ikke selv nogen af bøgerne, de opbevares derimod af værkstedet som fører al flyvetid. Ejeren skal så en gang om måneden sende en liste over udførte flyvninger som værkstedet så fører i bøgerne. Til gengæld sørger værkstedet så for at holde styr på alt hvad der måtte komme af ting der skal laves på flyet og informerer så ejeren om hvornår der skal laves service. LD-beviset skal fornyes en gang årligt. Værkstedet kaldes så operatøren. Alt dette tager de sig naturligvis betalt for, og det er ikke frivilligt, så noget tyder på at man i Ungarn ikke helt stoler på flyejerne.

 

          Købsaftalen lød på nyt årligt eftersyn samt nyt luftdygtihedsbevis i ny ejers navn. Derudover skulle Egon og Allan have en omskoling på flyet samt Ungarsk flyvetilladelse. Det var nok det med eftersyn og LD-bevis der var årsagen til den lange ventetid.

          Som sagt kom endelig dagen hvor flyet skulle hentes. Tirsdag den 5. maj meget tidlig om morgenen nemlig kl. 01.20 mødtes vi hos Egon i Tarm for at blive kørt til Vejle hvor vi skulle med toget kl. 02.43. Kurt, min bror, kørte os til toget i Egons bil. Vi var der i god tid og samtidig brillerede DSB med at være 10 min. forsinket. Turen gik direkte til Kastrup og tog ca. 3¼ time. På turen blev der udført hastighedskontrol med GPS og det gik skam 180 km/t hvor det gik hurtigst. I Kastrup var vi også i god tid så der var tid til et rundstykke og en kop kaffe før indtjek. Vi skulle flyve med Norwegian som netop 1. maj var begyndt at flyve til Budapest til en tredjedel af tidligere priser. Både indtjek og sikkerheds kontrol gik glat og hurtigt. Den eneste der skulle til ekstra tjek var Allan som havde en æske med 50 AA batterier, dem ville damen godt kigge lidt ekstra på. Da Allan jo også havde 2 GPS´ere i tasken og forklarede at han gerne ville sikre sig at der var strøm til han stod i DK igen skulle hun blot vide hvad de dog skulle bruges til, med forklaringen om flyveturen ønskede hun os en god tur tilbage til Jylland. Vi havde nu ikke fortalt vi var Jyder men det kan jo nok høres, heldigvis.

 

          Vi ankom til Budapest kl. 10.50 og gik lige igennem tolden og ud til de 2 ventende personer som skulle køre os de sidste 120 km. Det var den ene ejer af Brousarden sammen med sin søn som var den der kunne tale Engelsk. De var kørende i en VW Bora og med 3 mand på bagsædet så er 120 km. langt især når et par af os er en lille smule i overstørrelse. Det fik dog heldigvis en ende for 2 timer senere stod vi ved flyet i Veszprém som ligger ved Balaton søen som er Central Europas største sø med sine 592 Km². Det er samtidig et af Ungarns største turist steder. Efter at have kigget på flyet og enedes om at testflyvningen først skulle udføres næste dag da vi havde været i gang i adskillige timer og stort set ingen søvn den forgangne nat. Vi blev kørt til vores hotel som havde det mundrette navn Kádárta Vendéglő Panziő Hotellet ligger i øvrigt på samme gade som Veszprém Arena hvor Viborgs håndbold piger lige har vundet Champions Leage. Glimrende hotel, 18€ pr. næse pr. nat inklusive morgenmad, og værelset var med eget bad og toilet. Inden sengetid blev det dog tid til lidt kortlæsning for hjemturen, det er rart at være i god tid.

 

          Onsdag morgen er der morgenmad kl. 07.30, en halv time før det normalt kan lade sig gøre men vores Ungarske venner vil gerne køre kl. 08.00 så de fikser det med hotellet. Vi skal starte med et advokat besøg for at få lavet en kontrakt i den rigtige tekst. Det er overstået et par timer senere. Vi skal dog forbi i løbet af eftermiddagen når han har fået skrevet teksten korrekt. I mellemtiden er det tid til en testflyvning som går efter planen. Flyet er som det skal være, alt virker. Derefter flyves lidt skoling før turen går til advokaten for anden gang. Hos advokaten underskrives kontrakten og det aftalte beløb betales. Der køres igen til lufthavnen for videre skoling som jeg tager med på da tingene foregår så langt væk at fotografering er stort set umulig, det var jo ellers mest det jeg var med for. Det var nu også ganske spændende at være med til og jeg fandt da ret hurtigt ud af at flyet var ganske tricky at lande. Det gælder jo selvfølgelig for de fleste halehjuls fly men denne her var bestemt ingen undtagelse. Det gør det afgjort heller ikke nemmere når instruktøren stort set kun taler Ungarsk så tingene foregår mere med fagter end med ord i et forståeligt sprog. Sidst på dagen får begge en mindre teknisk gennemgang af flyet.

 

          Torsdag er der igen morgenmad kl. 07.30 hvorefter der køres til lufthavnen hvor flyet trækkes ud af hangaren og klargøres til dagens flyvning som skal gå til Győr-Pér (LHPR) for tankning. Det er ca. 25 min. flyvning og er det nærmeste tankningssted. Det er samtidig også det billigste sted, ca. 1,2€ pr. liter. Flyet vækker en del opmærksomhed på pladsen hvor de tilsyneladende ikke har set en Broussard før. Efter endt tankning flyves der tilbage til Veszprém for lidt mere skoling. Efter et par landinger køres der lidt ind på en taxivej for at holde en lille spisepause og jeg spørger om jeg evt. må stå af her for at fotografere. Det må jeg gerne og står nu pludselig helt perfekt kun en enkelt meter fra asfalten i banens ene ende og netop i den ende hvor der startes og landes så nu er det tid til fotografering for bedre plads kan ikke findes. I løbet af eftermiddagen sluttes skolingen og der gives grønt lys for hjemflyvning.

          Om aftenen blev det til en god middag og et par krus øl. Tre middage midt i prislejet på menukortet samt 6 genstande total 31€. Det er der vist ikke noget at sige til andet end billigt. Værten må alligevel have været tilfreds for han gav derefter en omgang på husets regning, det kunne endda vist have blevet til flere men der skulle planes flyvning til næste dag hvor turen skulle gå til Danmark og helst det hele samme dag selv om vinden var imod os.

 

          Fredag var det morgenmad allerede kl. 07.00 for vi skulle gerne være i luften før 09.00. Det med modvinden ændrede sig heldigvis til medvind fredag og allerede 08.40 var vi i luften fra Veszprém - Szentkirályszabadja (den sidste del af navnet opgav vi at udtale). Første ben skulle kun gå til Győr-Pér for at fylde tanken helt op med billig benzin for næste tankning ville blive Tyskland og de kender ikke ordet billig. På dette første ben havde vi Ungareren med som havde stået for omskolingen. Han ville så stå af der og selv sørge for transporten videre. Kl. 10.12 lettede vi fra Győr-Pér efter at have sagt farvel til vores gode ven. Kl. ca. 11.00 passerede vi øst om Wien og 12.10 West om Prag. På samme tidspunkt kom en Cessna 182 RG i mod os lidt til højre. Han drejede krabt rundt og kom op på vores venstre side og efter lidt gensidig vinken med vingerne vendte han rundt igen, han var nok også nysgerrig. Vi passerer et skisportssted i det nordlige Tjekkiet hvor der faktisk stadig lå små pletter af sne. På det tidspunkt lå vi i 4500' som var det højeste vi var oppe. Vi var da i lidt fugtig luft men ikke noget sigt problem. Det var det eneste sted på turen hjem med undtagelse af det sidste stykke i DK. hvor der ikke var 50+ Km. sigt. Vi havde hele vejen en fantastisk tur. Kl. 13.37 sætter vi hjulene i Sömmerda / Dermsdorf (EDBS). Allan undrer sig lidt for på lang afstand kan han se militærfly på pladsen som er en græsbane, sagen opklares dog efter landingen, der står nogle gamle Russiske jagerfly opstillet på stedet. Vi kører straks til tankning og Allan går hen for at sikre sig at flyveplanen er lukket. Efter endt tankning går turen hen til det lille traktørsted som Tyske flyvepladser heldigvis er kendt for. Efter lidt spisning og telefonering til Carsten i Stauning for at lave flyveplan, det er bare den nemmeste måde, skal der startes på sidste ben hjem til Stauning.

          Kl. 15.05 slipper hjulene Tysk jord for at føre dem til Dansk grund som er Stauning (EKVJ) 306 mil væk. Turen op gennem Tyskland går ligeså let som første del, fantastisk sigt hele vejen. Efter at have passeret den Danske grænse bliver det tid til at tale med Skrydstrup og nu er sproget gået over i dansk og i Skrydstrup undrer de sig lidt over Dansk fra et Ungarsk registreret fly og efter lidt forklaringer bliver der spurgt om der ikke lige kan vises lidt tæt flyvning så man fra tårnet kan se vidunderet. Det fik de så, ganske tæt endda. Kl. 18.25 satte hjulene sig så på asfalten i Stauning for første gang og til den helt store modtagelse med masser af mennesker, flag og gule blink og lys i alt hvad lufthavnen kunne byde på. Måske troede de vi ikke kunne finde den. Efterfølgende var der pølser på grillen.

          Alt i alt en særdeles spændende færgeflyvning og den længste tur jeg har gjort i et enmotors fly. Den kan selvfølgelig ikke helt måle sig med færgeflyvningen til Grønland men det var jo med en motor mere og en helt anden historie.

         

 

 

Poul-Jørgen

 

Alle fotos herunder Poul-Jørgen Christensen

 

 

 

Ventetid i Kastrup lufthavn.


 

Ankomst til Budapest hvorfra den videre transport de sidste 120 Km. til Veszprém foregik i bil.

.


 

Her er vi nået frem til flyet i Veszprém - Szentkirályszabadja lufthavnen (LHSA). Flyet var allerede trukket ud af hangaren. For mit vedkommende var det første gang jeg så den ud over på billeder.

Det var deres mening at første flyvning skulle have fundet sted der for at godkende flyet og kontrollere om alt var i orden. Da vi havde været undervejs siden godt midnat ønskede vi at udsætte det til dagen efter grundet udbredt træthed.


 

Udsigten fra forsæderne. Som det ses er der pind og ikke rat som det jo nok mest ses. Bemærk også at de 3 håndtag for gas, propel og leaning sidder i siderne, et sæt for hver pilot. Som det ses er farverne lidt anderledes end vi normalt ser idet propel håndtaget er rødt og leaning er gult.


 

Samtale på hotellet med de to tidligere ejere siddende til højre og en medhjælper for bordenden.


 

Det udmærkede hotel Kádárta Vendéglő Panziő som vi havde fornøjelsen af at bo på i 3 dage. Det var billigt og maden var fortræffelig.


 

Allerede første aften skulle der lige kigges lidt kort med henblik på hjemturen.


 

Her er vi hos advokaten Dr. Sƶenthe Ƶsolt som herved fik sine første Danske kunder. Advokaten skulle sørge for at lave købskontrakten i hvad man kalder "legal text" så der ikke var noget at tage fejl af hvis der skulle opstå tvistigheder.


 

På vej ud til testflyvningen som i øvrigt forløb helt efter bogen, der var ikke noget at komme efter.


 

Flyet er kørt i stilling til en optankning efter lidt skoleflyvning.


 

Og sådan foregår tankning så her. Pumpen var til 12 volt og blev tilsluttet en bil. det foregik både hurtigt og nemt.


 

Et kig hen over det karakteristiske haleparti med tårnet i baggrunden.

Halepartiets udformning gør i øvrigt at den eneste måde man kan dreje flyet under taxi er ved at bruge enkelthjuls bremse da der jo ikke er nogen luftstrømning omkring sideroret ved lav fart.


 

Fuldt åbnede Cowl flaps.


 

Et kig mod tårnet og tilstødende bygninger lige efter start. Foran tårnet står en Tysk Cessna Citation som stod der natten over.


 

Her gives der en kort teknisk gennemgang af flyet.


 

Chefen for Hidroplan Nord Kft. bag skrivebordet i sit imponerende kontor.


 

Påfyldning af olie inden flyet køres ud af hangaren på sidste dag før turen hjem. Senere skal der flyves til Győr-Pér (LHPR) for tankning. En flyvetur på ca. 25 min. hvor der tankes billigt. Prisen på Avgas der er 1,20 € pr. liter.


 

Så drejes der finale til bane 34 på Veszprém - Szentkirályszabadja. En udsigt der blev set nogle gange når man fløj med under landings runderne.


 

Forpladsen med tårnet i baggrunden. Bagved igen ses hangaren hvor flyet opbevaredes om natten. Som det ses på de små "kødben" var pladsen i sin tid som militært anlæg baseret på helikoptere.


 

Netop ankommet til tanken på Győr-Pér. Det er absolut ikke hver dag at man ser en Audi A-6 3,2 som Follow Me bil. Det viste sig at Audi Ungarn åbenbart havde lager og kontor her.


 

Optankning i fuld gang. Tilsyneladende var flyet ikke kendt her for den tiltrak en del opmærksomhed. I baggrunden en Eurocopter EC-120B Colibri. Jeg talte med piloten og han fortalte at helikopteren tilhørte et firma som producerede betonelementer og hans job var at flyve direktøren når han havde et ærinde han ønskede at flyve til. Piloten var Østriger.


 

Et lidt anderledes hus på turen til / fra Győr-Pér.


 

Igen et lidt anderledes byggeri på turen.


 

En racerbane eller lignende set på samme tur.


 

Der startes op efter en lille spisepause og denne gang fik jeg lov til at stå ved siden af banen for lidt fotografering.


 

Anflyvning til bane 34 græs.


 

Ligeledes bane 34 græs som ligger lige op ad den asfalterede bane.


 

Til slut et par landinger på asfalt.


 

Så er det tid til pakning af flyet for afgang til Danmark. Vi var i luften før 9 og i Stauning godt 18 efter 1200 km. og 2 tankninger. Alt foregik i perfekt vejr


 

Her er det Győr-Pér (LHPR) hvor første tankning skal foregå selv om der kun er fløjet 25 min.


 

Parkeret ved tanken i Győr-Pér hvor avgas jo var til en favorabel pris som jeg er helt sikker på ville vække jubel i Danmark, prisen var nemlig 1,20 € pr. liter. Da vi skulle direkte ud af landet var prisen uden moms som her er 20%.


 

En lille græsbane som lå ganske tæt på Győr og ca. 5 km. fra Győr-Pér lufthavnen.


 

Det her var udsigten fra bagsædet hvis man kiggede fremad. Som det ses er der god plads i bredden og de to forreste sæder kan justeres i højden så der er ganske god udsyn fremefter.


 

Det lidt anderledes haleparti set ud gennem bagerste siderude.


 

Denne Tjekkiske Cessna 182 RG var tilsyneladende lidt nysgerrig. Han kom modsat på vores højre side og drejede så rundt og kom op på venstre side, desværre ikke specielt tæt på så der måtte tele til at tage dette billede. Vi fik dog hilst på hinanden med lidt gensidig vinken med vingerne.


 

Et skisportssted passeres i det nordlige Tjekkiet. Der lå stadig små pletter af sne. Vores flyvehøjde var 4500'.


 

Denne svæveflyveplads lå lidt inde i Tyskland ca. 20 min. før Sömmerda / Dermsdorf hvor der jo skulle tankes


 

En overgang havde vi ca. samme flyvehøjde som skyerne lidt længere ude. Her er det over Tyskland.


 

Raps og vindmøller.


 

Her passerede vi et kæmpe solcelle anlæg. Desværre kan det hele ikke ses for vi passerede lige hen over.


 

Så er vi ankommet til Sömmerda / Dermsdorf (EDBS) hvor der skulle tankes til de sidste

306 mil hjem.


 

På anflyvning til pladsen var der lidt forvirring grundet jagerfly på pladsen som jo kun havde græsbane. Det viste sig dog at være gamle Russiske fly som man havde udstillet på stedet.


 

Denne røde Antonov An-2 blev brugt til rundflyvning. Mon ikke vi får den at se til dette års An-2 træf som finder sted 6 - 9 august i Gera kun 75 km. herfra. Det vil vise sig, Jeg har bestilt hotel ganske kort derfra for alle dage.


 

Padborg park.


 

Nørholm Gods.


 

Skjern bys nordvestlige industriområde med fragtcentralen lige i midten.


 

Så er flyet for første gang i Stauning. Det er dog ikke første gang der er en Broussard i Stauning idet den Norske LN-WNB har været på besøg for et par år siden.


 

Dagen sluttede af med en varm gril pålagt lidt pølser til alle fremmødte og der var faktisk mange.